Strategi
Det Nationale Forebyggelsesråds strategi Det er tid til handling – forebyggelse er en politisk vindersag er nu klar og blev præsenteret på en konference på Christiansborg den 11. maj 2010.
Med strategien vil det Nationale Forebyggelsesråd understrege, at der er brug for et kursskifte. Det er tid til at omsætte viden til handling og systematisere forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatsen. Derfor skal der opstilles nationale mål, som er retningsgivende for indsatsen for folkesundheden på tværs af sektorer og myndighedsniveauer.
Sundhed skal være en naturlig og integreret del af hverdagen, som vi ikke eksplicit skal tage stilling til. Forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatsen skal hermed orienteres mod etableringen af sundhedsfremmende rammer og målrettede tilbud. Samfundet skal indrettes, så det i sit udgangspunkt fremmer folkesundheden, og velfærdsydelserne skal omstilles, så de er sundhedsfremmende. Det indebærer, at forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatsen i højere grad fokuserer på hele befolkningen, forankres strukturelt og sættes systematisk i drift.
Det Nationale Forebyggelsesråd præsenterer med denne strategi rådets overordnede synspunkter på tre væsentlige områder:
- Sundhed skal ind i hverdagen for at fremme alle borgeres sundhed.
- Målrettede forebyggelsestilbud og tidlig opsporing skal styrke sundheden hos de borgere, der lever usundt eller er kronisk syge, og som har brug for støtte til at ændre levevis eller leve med kronisk sygdom.
- Sammenhængende patientforløb skal give borgere, der har en kronisk sygdom, de bedste muligheder for at mestre eget liv samt forebygge unødige indlæggelser.
Strategien er et bud på, hvordan den sociale ulighed i sundhed kan reduceres og folkesundheden styrkes. Forebyggelsen skal ikke længere være behandlingens lillebror, men snarere tvilling. Det er en politisk vindersag at prioritere en styrket forebyggende indsats – potentialet er til stede.
Strategien kan læses her. God læselyst!